Menu

Serie 2 Aars IK - Gundersted IF 3-1

image Fremragende debut til unge Mads Kristensen, her svævende i luften i en U19 kamp.
02. oktober 2016 kl. 20:11
Aars IK på sejrskurs igen

Efter blamagen mod Farsø skulle vi forsøge at rejse os igen. Med hensyn til kampen mod Farsø, skal jeg lige nævne, at jeg ikke har noget at berette om kampen, i og med at mit arbejde var henlagt til Bruxelles, da vi spillede mod Farsø.

Og man må sige, at vi rejste os ikke blot resultatmæssigt, men i særdeleshed fightermæssigt. Det skulle ellers ikke se ud til, at vi ville komme styrket ud til kampen mod Gundersted, da dels mange af vores spillere var forhindret i at spille på grund af studieture, arbejde og lignende. Samtidig gik Marthin "Malle" Worsøe i stykker under opvarmningen, hvilket betød en hasteindkaldelse af førsteårs U19 spiller Mads Kristensen, og det bytte skulle senere vise sig guld værd.

I startopstillingen var valgt den gamle garde, og uanset om vi havde folk på studietur etc. så ville den gamle garde også være blevet foretrukket, da vi pt. befinde os i en situation, hvor man udover at kunne spille fodbold også gerne må spille meget mere med musklerne, og vise et større fighterhjerte. Lige præcis de to egenskaber må man sige at den gamle garde viste, krydret med unge spillere, der var bygget op omkring dem, og som i lige så høj grad også var med til at vise vejen mod en tiltrængt sejr.

Vi vidste godt at Gundersted ville komme hårdt ud mod os, dels fordi det er deres spillestil, og dels fordi de naturligvis ville gå ud fra, at vi endnu engang ville stille med et meget ungt hold, som de ville forsøge at kyse, ved at gå højt op for at presse os. Nu mødte de så den gamle garde, og den tog godt imod Gundersteds hårde fysisk, og samtidig gav de igen af samme skuffe, så på det plan må man sige, at det var en meget lige kamp. Ellers skal det nævnes at Gundersted kom bedst fra start, deres høje pres og aggressive spil gav dem nogle gode chancer. Da vi så efter ca. 10 minutter kom ind i kampen, begyndte vi til tider at udspille Gundersted med nogle vanvittig gode pasninger. Det var som sådan ikke fordi, vi så kom frem til de store chancer via vores pasningsspil, men det gav en tro på, at vi kunne være med til at kontrollere kampen.

Den første chance, der tilfaldt os opstod som følge af en lang bold fra Hangeland ned bag Gundersted forsvar, hvor Leo flot løb bolden op nede ved baglinjen, skubbede Gundersteds forsvarsspiller væk og centrede en flad bold ind til Inzaghi, der med en følt inderside kunne bringe os på 1-0, desværre sparkede Inzaghi mere resolut på bolden, som strøg over mål. Efterfølgende bølgede kampen meget frem og tilbage, men da vi fik et frispark på kanten af feltet i deres højre forsvarsside, testede Chris i den grad overliggerens holdbarhed, da han kanonerede bolden derpå. Så efter forsøg til begge hold, gik vi hver især til en fortjent pausestilling på 0-0.

I anden halvleg var billedet meget af det samme, og man havde fornemmelsen af, at det hold der først fik scoret ville hive sejren hjem. Det blev os der fik scoret først, da vi slog kontra på en opspilsfejl fra Gundersted, der endte med at Mark Worsøe scorede til 1-0. Kort forinden var unge Mads Kristensen lige skiftet ind i stedet for Mads Rask, da sidstnævnte døjede lidt med bentøjet, og Mads Kristensen havde i forbindelse med scoring en aktie deri, da han havde tredje sidste fod på bolden. Og meget kort tid derefter scorede vi igen til 2-0, da unge Mads Kristensen blev spillet dybt af Mark Worsøe i Gundersteds venstre forsvarsside. Mads tog et træk indad mod feltet og fik afleveret på tværs i feltet til en fremadstormende Hjalte, der oversprintede sin direkte modstander og scorede sikkert uden chance for Gundersteds målmand.

Det fik Gundersted til at satse massivt, og kort tid efter vores andet mål, sparkede Gundersteds Anders Munch resolut til en nedfaldsbold lige udenfor feltet og scorede til 2-1. Det fik Gundersted til at satse endnu mere, men langsom fik vi spillet os ud af deres pres, hvorefter vi kunne begynde at presse dem igen. Og da vi så fik endnu en omstilling, hvor bolden blev spillet op på unge Mads Kristensen, som hurtigt spillede videre til Mioo, gik det ellers stærkt fremad, så stærkt at Gundersteds forsvar ikke kunne følge med, og derfor lavede et straffespark på Mioo. Straffesparket scorede anfører Hangeland på, og vi kunne derefter køre en fortjent sejr på 3-1 hjem.

Kampens spiller er umulig at give til kun en person, for der var simpelthen for mange Aars spillere, som spillede en forrygende kamp, så mange at man ikke kan nævne en eneste spiller, der spillede en dårlig kamp. Derfor bliver kampens spiller naturligvis holdet. Men jeg vil dog gerne lige give et par ord med på vejen til enkelte spillere, som jeg synes var særdeles iøjnefaldende. Mark Worsøe, super godt overblik, konge teknik og fightermæssigt outstanding. Mioo Hathaw var syg inden kampen, men på trods af sygdom i kroppen leverede han en fremragende kamp, teknisk og fightermæssigt. Unge Mads Kristensen, suverænt at man kommer med i 11. time og så er involveret i alle tre mål. Rune og Inzaghi på den centrale midtbane var nerven og dynamoen gennem hele kampen, og de spillede til UG med kryds og slange. Hangeland og Chris i midterforsvaret lukkede ligeledes suverænt af, sammen med 2. holdets anfører Morten Neve, der selv spillede forrygende på den venstre back.

 

Træner

Jakob Dyrman